På safari - Karen Blixen Camp

Vi har været på safari, har vi. Og det har ikke en døjt med Dagligmad eller kogekone at gøre - ikke umiddelbart i hvert fald. Men jeg udnytter nu min blog til at fortælle en lille bid af den fantastiske, helt unikke og intense oplevelse, turen til Masai Mara var for os. Læs med, måske giver det inspirationer?

Økoturisme
Jeg skal ikke trætte jer med mange ord a la lysbilled-foredrag, kun kort beskrive en smule af vores oplevelser ud fra den smukke Karen Blixen Camp, som var udgangspunktet for safarierne med jeep ud i Masai Mara-vildtreservatet.
Læs om idégrundlaget og den reelle økologiske praksis i denne fantastiske camp på stedets egen hjemmeside; de gør et fremragende stykke arbejde for en bæredygtig turisme i området, både inde i selve campen, i forhold til naturområdet Masai Mara og til den lokale masaibefolkning. Alene af den grund er stedet et besøg værd, hvis man har mulighed for at spare sammen til sådan et Livs Rejse.

Efter en kort flyvetur fra Nairobi landede vi i det store næsten-ingenting på en meget lokal flyveplads. Vi blev hentet i jeep, og bumlede lystigt som i en barndommelig Tivoli-forlystelse ad de noget ujævne veje ud til Karen Blixen Camp. Her blev vi budt hjerteligt velkommen med kølige drinks af stedets værtinde og fik anvist den skønneste bolig, den sidste i rækken af stedets 22 "hytter", med træbund og teltdug, indrettet med sovekammer, toilet og garderobe og udendørs brusebad.

Træterrassen rakte ud mod floden, hvori flodhestene snøflede gryntende i søvne. Et par krokodiller lå såmænd også og solede sig på den modsatte flodbred, så dovne som en mæt kat i en solstribe. Vi blev mindet om aldrig at gå alene ud efter mørkest frembrud, men kalde med en koklokke på en vagt, der ville følge os. Der kunne være farlige dyr, bøfler, fx, på stierne, som vagterne ville vide at skræmme væk. Vi var helt trygge.


 

Genboen, et par dovne krokodiller   ->

 



< - Netop da vi ankom trådte denne gruppe op. Dog ikke som velkomstkomite, men for fotograferne. Gruppen består så vidt, jeg kunne få oplyst, af en del af Karen Blixen Camps bestyrelse og de stedlige masai-høvdinge, som leaser deres land til naturreservat og safarier, og som derved afstår fra græsningsmuligheder for deres køer. Når køerne afgræsser området, er der ikke skjulesteder for de vilde dyr.Stedet er ejet af Karsten Ree, som er dansker, og som ses midt i bageste række.

 Kokkeskole
Oprindeligt skulle jeg have været dommer i en intern kokkekonkurrence for eleverne på den dansk-initierede kokkeskole i Karen Blixen Camp for unge masaier. Imidlertid blev kokkenes afsluttende eksamen flyttet, og deres afslutningsceremoni fakdt sted netop i samme time, som vi ankom til lejren.
Jeg fik den meget store ære at være med til at uddele eksamensbeviser til de unge, nyudklækkede kokke. Jeg har gennem den tidligere direktør for campen og skolen fulgt udviklingen i kokkeuddannelsen. Underviserne må være inderligt dedikerede og meget kompetente unge kokke, der siger ja til et liv meget langt fra byliv og storbyernes kokke-hype og som til gengæld får en længere periode, hvor de er 100 procent på som undervisere, uddannelsesledere og -udviklere, vejledere og udforskere, afrapporterende evaluatorer.

Vi havde fornøjelsen af at møde den 21-årige kokkelskoleleder og -lærer, Rune Eriksen, som med sin fortid som FDF'er er rustet til udelivet og med sin læretid i det københavnske "nye nordiske" gastronomiske miljø har en tradition med sig, som han energisk og kreativt omsætter til skolen og til de unge mennesker, der for de flestes vedkommende aldrig nogensinde før havde sat deres ben i et køkken. En uvurderlig indsats!

 

 Billederne her kan give lille et indtryk af højtideligheden. Alle de unge og deres familier var smukt klædt på i deres farvestrålende, traditionelle klædedragter og perlesmykker. Uddannelse er en sjælden og ganske omkostningsfuld, men afgørende luksus for unge masaier.
 Arbejdsløsheden er høj, og uddannelse var i det hele taget det centrale emne og højeste ønske hos de unge, vi talte med på turen. "Om jeg så bliver 34 år og selv skal spare sammen til det, så vil jeg have en uddannelse," sagde fx den unge kvinde, der med håndkraft vaskede alle stedets tunge håndklæder, sengetøj, duge osv i store stenkummer. Man forstår, at hun gerne ser en anden fremtid for sig. Se i øvrigt dette link (som er tilføjet senere) om vigtigheden af at kenyanske piger uddannes.
Ud over kokkeskolen har stedet en skov-skole, og tilbyder også de ansatte undervisning i it og tysk.

      

Restaurant og lounge
Ikke alene arkitekturen, beliggenheden og det rige dyreliv (herom i en senere blog) var i absolutteste topklasse. Man opfrodres til at give drikkepenge, og til det skal man simpelthen bare beregne en ekstra udgift daglig. På hjemmesiden og i lejrens velkomstpapirer kan man læse, hvor stort et beløb, man forventes at give. Betragt det ikke som en almisse, men som en del af omkostningen, som godt nok er anderledes, end vi er vant til, men sådan spiller klaverer jo så forskelligt i forskellige lande. Eneste lillebitte anke i den forbindelse er, at KBC godt kunne gøre det tydeligt i på deres hjemmeside, at det er en reel udgift - se priserne her - på  30-50 USD dagligt pr person. Betjeningen og værtskabet i campen var fuldstændig upåklageligt, på en gang professionelt og personligt. Vi var i gode hænder. 

Foran lejrens restaurant og lounge kunne vi sidde ude og nyde synet af de snoskende og ind imellem oppegående flodheste, et af Afrikas farligste dyr, hvis man kommer den på tværs.
Vi nød vores dejlige morgenmad af friske frugter, omelet og de gode oste fra Browns Cheese med denne udsigt.



Men køkkenet...
At uddannelsen for de unge hver især er noget meget stort og for de færreste opnåeligt, er én ting. En anden sag er, at det kenyanske køkken i aller-allerhøjeste grad trænger til et kæmpeløft, som man jo kan håbe på, at netyop KBC's kokkeskole kan bidrage med - omend det bliver et af de helt tunge løft. Vi oplevede det vel nok mest triste syn og smagen af ingenting, som jeg ikke mindes overgået andre steder end på et billigt hotel i London - under krigen, havde jeg nær sagt, men det var da tæt på. KBC's egen restaurant (som ikke har med kokkeskolen at gøre, skal det lige fastslås, desværre) var i den henseende ingen undtagelse. Menuerne er formodentlig tilstræbt europæiske ganer, men franske ord på et menukort gør ikke rejsen dertil en omvej værd, og da slet ikke, når retterne i den grad har udseendet imod sig og i øvrigt er totalt smagløse og opblødede. Og nej, I får ikke noget foto af elendighederne. For det er en anden snak, som ikke kunne forstyrre vores glæde over at opleve stedet, de venlige mennesker og ikke mindst den fabelagtige natur, som vi slubrede fråsende i os i rå og rigelige mængder. Morgenmaden er som skrevet ovenfor helt fin.

Summa summarum
Jeg kan anbefale en tur til Masai Mara. Tager I til Karen Blixen Camp er I med til at støtte bestræbelserne på at genoprette det sarte økosystem og I kan i vid udstrækning give samvittigheden ferie, når I for en stund lever med i campens bestræbelser på at gennemføre en bæredygtig turisme

Mere bloggeri om de mange dyr, vi så, og hvad vi i øvrigt oplevede i Masai Mara. Senere. Nu fordøjer vi lige dagens indtryk først. Indtil da, følg med på Karen Blixen Camps Facebookgruppe.