Mere film om mad

- fortsat...
I forrige uge skrev jeg om de første film, jeg så i forbindelse med CphDox, et overflødighedshorn af dokumentarfilm, heriblandt en pæn bid film om mad.
I fredags så jeg to film om fisk ved en forevisning i samarbejde med Meyers Madhus, som efterfølgende bød på gør-det-næsten-selv fiskesuppe.
Første film, Leviathan - navngivet efter det bibelske søuhyre.  Filmen beskrives således:

er en dokumentarisk horrorfilm malet i ekspressive primærfarver på et sort lærred.  ... Instruktørparret Lucien Castaing-Taylor og Véréna Paravel har monteret små kameraer overalt på båden, og de maler livets og dødens drama i pastose lag.  ... "Leviathan" er også et antropologisk studie i menneskets relation til naturen og i konfrontationen med det "rå liv", frem mod en erkendelse, som vi muligvis kun har adgang til gennem filmmediets basale elementer: lys, farve, lyd, mørke.

Efter filmen fortalte den ene instruktør lidt om, hvordan de havde sejlet med på ugelange ture - en voldsom og opslidende oplevelse, som de jo endda selv deltog i frivilligt.
Ingen tvivl om, at det var en film, der knne mærkes. De barske lyde, det fysisk hårde og opslidende, arbejdsomme liv på søen med kun fire timers søvn i døgnet. Filmen var mørk i mørk - til tider meget fascinrende billeder, men altså - den var for langtrukken. Man følger et og samme kamera i uendeligheder, forekommer det. Så filmen blev irriterende, kedelig frem for at vække til kritisk stillingtagen, som den vist nok var tænkt at skulle gøre.
I den efterfølgende film, Kingdom of Animal, fulgte vi i en og samme kameraføring med rundt på en skaldyrs og fiskefabrik. Vi fulgte hvordan mennesker arbejde med (mest) hummere, fra  A til Z i produktionen. Instruktøren lagde ud med at sige, at han var spændt på, hvor mange, der holdt til at blive hele filmen ud. Men kedelig var en bestemt ikke. Både det rent tekniske var imponerende - onetake'et, dvs en uklippet film, hvor kameraet stille kørte rundt mellem mennesker, hænder, hummere - og desuden var det betagende at se, hvordan de rasende dygtige medarbejdere trods det slidsomme arbejde fandt overskud til at joke indbyrdes og med kameramanden. Den kan jeg anbefale!

Efter filmene var der fiskesuppe i Meyers Madhus. Arrangementet lagde op til, at gæsterne iført overfrakker og snotnæster selv skulle filetere fisk, som skulle i en suppe, der nu allerede var kogt. Jeg afstod, klokken var sen (og jeg orker ikke at lugte af fisk på overtøjet), så vi var nogle (en del, faktisk), der snød lidt og snuppede en portion af den ganske gode fiskesuppe uden egenfileteringen.

Lørdag så vi en fortryllende og foruroligende film om bier, "More Than Honey". Om traditionsrig, gammeldags biavl i ?Alperne, vil jeg tro. Den ærkekapitalistiske amerikanske biavler. Om mennesker, som bi-erstatninger i Kina, der på et tidspunkt var plaget af spurve, og som derfor udryddede spurvene, hvorefter de blev plaget af insekter, som de gale kommunister derfor udryddede. Totalt. Så nu tog mennesker sig af at bestøve blomster på frugttræer. Absurd! Filmen var informativ, afvekslende, bevægende og en æstestisk nydelse. Den må ses!