fredag den 18. marts 2011

En bid af Sydhavsøerne - godt på vej i USA

Så går turen atter til USA med et læs kogebøger og danske råvarer i bagagen
Jeg har før lavet smørrebrød på en lille cafe, men skal nu lave kogedemo og håber at få solgt nogle bøger derovre.
I New York, på Manhattan, skal jeg lave maddemo fra "En bid af Sydhavsøerne" som er oversat til engelsk:"Flavours of the Danish Southern Islands".
Arrangementet finder sted hos Jennifer Abadi, en madskribent, caterer og meget andet, som jeg mødte for en del år siden, første gang jeg var i USA. Jeg snusede hende bogstavelig talt op i et supermarked, Balducci's, som sælger de lækreste madvarer, hvor hun lavede mad-demo for sin kogebog, "A fistful of lentils". Vi blev på stedet gode venner og har besøgt hinanden flere gange.
Deltagerne til demo-arrangementet er alle medlemmer af The New York Women’s Culinary Alliance " an organization of professional women in the food and wine industry, dedicated to encouraging cooperation, networking, and education among its members
som de skriver på deres hjemmeside. 
Dvs jeg skal koge for professionelle kvinder, madskribenter, kokke, tjener o.l. Så dér ryster mine lolllandske husmoderfingre allerede en kende. 
De skal have 7-8 smagsprøver, der tilsammen udgør en lille menu, bestående af nogle af de retter, der sprang ud af de råvarer, som journalist Susanne Lassen og fotograf Ingrid Riis Hovgaars bragte ind på mit køkkenbord, da vi lavede kogebogen "En bid af Sydhavsøerne". 
Ud over dette arrangement skal jeg til New Canaan i Connecticut, hvor en dansk-amerikaner af lollandsk oprindelse, Maria Friedrichsen, som er opvokset på det lollandske gods Gammelgaard, står for et lokalt arrangement. 
Maria Friedrichsen har gjort en stor indsats for at promovere vores bøger blandt skandinaver i området. 
Hun er, som jeg, meget optaget af god mad med ordentlige råvarer. 
Maria Friedrichsen har i øvrigt sat sig for at gennemskrive sine bedstemødres håndskrevne kogehæfter og således fastholde historien og traditionerne fra de store husholdninger i forrige århundredes gods- og landkøkkener. Det kan man læse meget mere om på hjemmesiden Marias Daisies,  en side, der for alle (ikke bare amerikanere) er et besøg værd!
Maria har formidlet en kontakt til endnu en dansker i området, en højt besunget chokolatier, Fritz Knipschildt, der er indehaver af en lille restaurant i Connecticut. 
Fritz åbner sine døre den 19. april om aftenen for et arrangement med en dansk menu, som han selv står for, og en samtale  om vores bøger, som han vil sælge i sin butik- vist også på webshoppen.
Læs evt også om Fritz Knipschildt og "syns godt om" på chocopologies facebookside

Også i London:
I øvrigt skulle det stadig være muligt at erhverve "Flavours of The Danish Southern Islands" i London hos Books for Cooks. De holder lukket mandage - hvilket jeg erfarede fra en skuffet potentiel køber, der desværre netop havde sat den dag af i London for at købe vores bog!

2 kommentarer:

  1. Hvor er det bare spændende!! Jeg er vild med østkysten, hvor jeg jo boede i 1 år - og som jeg har tabt mit hjerte til. Jeg har været flere steder i Connecticut, som er en smuk stat, men ikke lige i New Canaan.

    Rigtig god tur, jeg er da kun "lidt" misundelig :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Tak, Birthe. Jeg skal sende dig en krydret tanke fra østkysten! kh n

    SvarSlet