fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Nytårsmenuen skal nok være overdådig og et festfyrværkeri af retter, men undgå for mange store og tunge retter. Hellere en mængde småtterier, der kan kæles for lidt efter lidt i aftenens løb.
De, der så "Spise med Price"s nytårsprogram vil have nikket genkendende til det, at knokle i køkkenet aftenen lang, for først at kunne samle de sidste rester af sig selv på ømme fødder sammen til at slutte sig til selskabet, når de er gået ud i natten.
Så lad bare gæsterne bringe bobler og små retter - alle vil som regel gerne bidrage (især, hvis du tager skraldet med naboer, næste dags støvsugning, oprydning m.m.)
I år er Vadehavet bundfrosset, og derfor er de sædvanlige baljer af østers af egen pluk ikke på årets menu, som i øvrigt er rigtig traditionel, men lader sig snildt gøre med forberedelser og god tid mellem retterne.
Vi fejrer aftenen hos venner med adgang til levende hummere, som snart skal i den største gryde kogende vand tilsat salt og dildfrø.
Til dronningen indtages første glas champagne med en skefuld caviar til hver.
Hummeren med hjemmerørt mayo, som jo også er forberedt i god tid, er forret.
I dagens løb er der kogt fond af dyreben; saucen er og bliver det vigtigste til ethvert stort måltid. Fonden er kogt ind til stadiet før suppeterning, smages til med portvin og i år har vi tørrede morkler at komme deri som prikker over i'et. Jeg pisker som regel fløden let, før den kommes i saucen til slut, det gør fornemmelsen blødere og lettere.
Fileter og de bittesmå mørbrader af dyreryggen er skåret fra, de saltes let et par timer før og drysses med peber og knust enebær. Smørsteges i hel filet og skæres i passende tykke bøffer til hver.
De kogte og eftermiddags-pillede aspargeskartofler skal bare i ovnen med smør et kvarters tid før, de skal på bordet, dvs samtidig med, at man går i gang med at stege kødet.
Desserten er min ven, Apotekeren, i fuld gang med i skrivende stund - hans hof(te)ret er chokolademousse; altid med den bedste chokolade 70% og puffet op med æggehvider, som sikrer en forholdsvis lethed. Forholdsvis. For der er også rigeligt flødeskum deri.
Apotekertrick: Rør de tunge masser i de lette, det gør det nemmere at styre.
Undervejs laver vi en lille mellemret af røgede østers, æble, lette salatblade i en god senneps/æbleeddikedressing, drysset med let hånd med revet, frosset foiegras.
Kransekagene til kl 24 leveres af Lone, der ælter godt med cognac i marzipanmassen, så bliver kagerne dejligt smumsede, men stadig sprødbagte udenpå.

Godt nytår allesammen!



onsdag den 22. december 2010

Glædelig jul&mad!

Kære Bloglæsere,
glædelig jul til jer allesammen!
Jeg håber, I får nogle gode dage - og at I ikke ender med at stresse gennem den traditionelle julemad. Husk at dele opgaver ud til andre, lad venner&familie komme med hver sin del af julemaden, hvis det overhovedet er muligt.
Planlæg, planlæg, planlæg! Det er nøglen til rolige måltider. Står du helt alene med det hele, så giv dig selv lov til at have god tid.
Hvis du har alt for meget at se til selv, så er det ikke flovt at have stegt og parteret fjerkræet dagen før. Læg det i en ovnfast fad og giv det 15 min ved 225 grader, så bliver skindet sprødt og kødet var varmen igen.
Stort set alle forberedelser kan gøres allerede fra i dag, den 22. december.
Og lad nu være med at købe mere ind, end godt er. HUSK, at der aldrig nogensinde er nogen, der har spist mere, end der var.
Glædelig jul!

fredag den 17. december 2010

Fra videnskabelse til praksis - Food of Life

Food of Life's hjemmeside og nyhedsbrev om er guf for madfolk. Siderne formidler fra såvel forskning som
praksis og formidler nyheder om fødevarer, sundhed og ernæring. Blandt meget andet kan man finde Idégryden ,som indsamler og formidler idéer fra praksis til den 'nye nordiske hverdagsmad'.
Jeg har fået lov at citere seneste nyhedsbrev i sin fulde længde, så du kan få et indtryk af, hvad Food of Life kan give verden uden for de universitære mure. Et godt eksempel på anvendt forskning.Siden udsendes af Institut for Human Ernæring og Institut for Fødevarevidenskab

--- Nyheder fra Food of LIFE --- Den 17. december 2010

Kend din olie
Rapsolie har et højt indhold af omega-3. Olivenolie er god at stege i, kokosolie bliver ikke harsk. Læs mere om de forskellige olier.
http://www.foodoflife.dk/Artikler/Tema/olie.aspx

Forbud mod transfedtsyrer virker
Dansk dukseplads i hjerte-kardødsfald kan skyldes forbud mod transfedt i fødevarer.
http://www.foodoflife.dk/Nyheder/2010/969_transfedt.aspx

Fed mad mætter mindre
Forskere på Det Farmaceutiske Fakultet forsøger at blive klogere på appetitreguleringen. Det langsigtede mål er et lægemiddel til behandling af fedme. Nye forskningsresultater publiceret i The FASEB Journal har bragt forskerne et lille skridt nærmere målet.
http://www.foodoflife.dk/Nyheder/2010/970_fedmad_farma.aspx

Jorden bliver fortsat tungere
Stop væksten i jordens befolkning og nedsæt energifråds, skriver Arne Astrup i LIFE-Klummen.
http://www.foodoflife.dk/Artikler/Klumme/alle/980_jorden.aspx

Flere nyheder
http://foodoflife.dk/Nyheder.aspx

**** LEKSIKON ****

Vi har samlet en række artikler omkring overvægt og vægttab i vores Leksikon, læs blandt andet om hvad overvægt skyldes (http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/overvaegt_skyldes.aspx), hvilke kalorier der mætter bedst (http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/kalorie_maet.aspx) og hvor mange måltider man skal spise om dagen under en slankekur (http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/maltider_dagen.aspx).

**** JUL ****

Glædelig jul til jer alle! Vi er tilbage med nye historier om fødevarer, sundhed og ernæring i 2011.

Hvis du vil genopfriske nogle af vores julehistorier, kan du finde dem i vores Julekalender 2009, hvor der blandt andet er artikler om en slankere jul (http://www.foodoflife.dk/Artikler/Tema/juletema/1_december.aspx), indholdet på tallerknerne til julefrokosterne (http://www.foodoflife.dk/Artikler/Tema/juletema/14_december.aspx) og chokoladen, som det er helt okay at nyde (http://www.foodoflife.dk/Artikler/Tema/juletema/21_december.aspx). Se hele julekalenderen: http://www.foodoflife.dk/Artikler/Tema/juletema.aspx
--------------

Dette nyhedsbrev sendes af Food of LIFE, dit sted til sikker viden om sundhed, fødevarer og ernæring. Kontakt os på foodoflife@life.ku.dk, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.
Artiklerne i dette nyhedsbrev er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med foodoflife.dk.


tirsdag den 14. december 2010

Kogekone eller catering? En afklaring

Afklaring i den her forbindelse har ikke noget med suppe at gøre, men med begrebet kogekone.
Jeg har lagt mærke til, at forventningerne til en kogekone har forskudt sig, siden jeg selv virkede mere regelmæssigt. Nu er der en forventning hos kunden om, at kogekonen selv køber ind og leverer ikke alene maden, men også personale til servering, at hun står for opvasken og jeg skal komme efter dig.
En kogekone kommer i dit hjem og efter aftale har hun købt (nogle af) varerne ind, men i det store hele er det dig, kunden, der skal sørge for indkøb, høst, slagtning eller jagt. Jeg har som regel haft en finger med i spillet, for at være sikker på, at det er de bedst mulige varer, der er til rådighed. Her er man selvfølgelig lidt overladt til skæbnen og jeg har da desværre osse været ude for, at en kunde havde snydt på vægten for at spare (suk!) og købt ind i Lidl (større SUK!) i stedet for hos den lokale grønthandler. Bla. var der købt halvrådne blomkål i stedet for fennikel (!!???) fordi hverken indkøber eller supermarked kendte denne eksotiske sag! (Nørj, jeg blev gal!)
Men tilbage til hovedsporet: Hvad er forskellen?
En kogekone er som regel alene, men har dog nogen gange en 'lille hjælper' i dit eller festlokalets køkken. I almindelighed må man nemlig ikke lave mad til andre i sit eget køkken, med mindre det er godkendt til det brug. Og det er en stor og dyr omgang at få godkendelse. Desuden skal man selv have hygiejnekurser, hvis man sælger maden på den måde.
Kogekonen må i princippet stå i jord til halsen eller på et uhumsk lokum og koge, når det bare er ude hos kunden selv. Jeg har tjekket hos myndighederne, fordi jeg selv syntes det lød som det rene (eller snarere u-rene) galimatias, men det skulle holde vand.
Catering kan du have ganske andre forventninger til: Her står et godkendt firma med adskillige ansatte for maden, der fremstilles i rå mængder i et storkøkken. Cateringfirmaet kan udnytte storkøbsfordele og derfor kan maden blive rimeligt meget billigere, med mindre festmiddagen står på ingredienser af kundens egen avl. Så uanset om catering'eren kalder sig kogekone m/k, så er det en anden forretning, der drives. Cateren kommer med maden færdig, ofte anrettet på fade, til dit hjem; måske følger der en vejledning med, måske endda en person, der retter an. Der findes masser af suverænt gode cateringfirmaer - i Kbh fx Meyer, Bo Ramsøe Lindegaards Kombos, Kirk&Mårbjerg, på Lolland Den fuldkomne Fisker og Susanne Bruun
Desværre findes der alt alt for mange elendigheder. De skal ikke nævnes her!

Catering eller kogekone? Det ene er ikke bedre eller smartere end andet, så dette indlæg bare, som nævnt, for afklaringens og forventningens skyld. Du får altså ikke den trinde kvinde med de rørende overarme, når du bestiller catering. Måske får du lidt mere personlighed.

Jeg går ikke ud som kogekone mere. Det er for hårdt, jeg er desværre blevet for gammel til den sport; bla. osse fordi jeg i de senere år er løbet over af venlig begejstring og selv har påtaget mig at foretage stort set alle indkøb. Det slæbearbejde tager på tid og kræfter, og jeg blir simpelthen for træt, og lønnen ender med at blive uhyrlig lille, selv om kuvertprisen ser rimelig ud og endda ligger over caterens.
I øvrigt er jeg momsregistreret - og mange forventer /(sgu!!!) at den slags arbejde udføres sort. Må jeg be' om mine himmelblå! Jeg forarges, irriteres og ... nå, men det er så en anden snak.

God festmiddag!