mandag den 20. juli 2009

Fødselsdagsmad

I går havde vi gæster til fødselsdag - otte var vi, til en dejlig dag med middag i haven.
Jeg havde ønsket mig kartoffelsalat i gave, og fik det! Opskriften følger i en senere blog.
Menuen lød på rådyrkød med egen sky, omtalte kartoffelsalat og spidskålssalat og til dessert en lagkage med frisk frugt fra haven.

Sommerbuk
Bukken havde ligget et par uger i fryser, den tager jeg op et par dage forinden, så den kan tø meget langsomt op, indpakket i avis i en høkasse. Dagen forinden havde jeg skilt køllen i dens tre stege og skåret fileter og mørgrad af ryggen. Musklerne er nemme at adskille, mens kødet endnu er let frossent.
Ben blev kogt til suppe med hvidvin & urter og siden blev suppen siet og indkogt til det (næsten) rene ingenting med stor smag. I køleskab og før servering kogt endnu lidt ind, denne gang med en kvist frist rosmarin, som var med ved serveringen. Nydeligt.
Kødet blev marineret i olie, lidt salt, peber og krydderurter, lagt i plastikposer og igen på køl.
På selve dagen tændte Peter op i lerovnen, som fik 5-6 stykker brænde på 7-8cm's diameter (birk og hæg var det). Det gav gode gløder, som stegen blev stegt over gløderne i en stålbakke på en rist i hhv cirka 5-8 minutter (filetterne) og 20-25 minutter (stegene fra køllen).

Salat af spidskål
Aftenen forinden havde jeg tilberedt en grundsubstans (cirka!)
saft og revet skal af en lime
en spsk grov sennep
1 dl olivenolie
1/2 dl æbleeddike
et halvt, frisk, revet hvidløg
en spsk revet ingefær
masser af klippede korianderblade + de grønne frø af to korianderblomsterkroner (prøv lige det!)
en håndfuld frisk frugt, mest ribs
to milde chilier skåret i småstykker
6 gulerødder i meget, meget tynde skiver (brug evt mandolin eller trøffeljern)
to rødløg i tynde både
salt, peber, sukker efter smag
Blandeblande og i pose til køl. Desuden havde jeg ordnet og snittet et fint&fast spidskålshoved og lagt i pose dryppet med saften af en halv lime. Igen i pose og i køleskab.
Næste (selve fødsels-)dag ved middagstid blev disse dele blandet sammen og således var der ikke meget, der skulle værtindeordnes, da vi skulle sætte os til bords.

Bettinas lækre dobbeltlagkage
Tre dage forinden havde jeg holdt kursus for en arbejdsplads. Her havde en af deltagerne bagt den lækreste lagkage. Bundene bestod af en dobbeltdej: lagkagedej med pålagt (tjah, sådan hedder det nok ikke...) marengsdej.

Lagkagebundene
Dej I:
125 g smør
75 g sukker
2 æggeblommer
100 g mel
1 tsk. bagepulver
1 dl mælk

Marengs II:
2 æggehvider
125 g sukker
1 tsk. vanilliesukker
100 g mandelsplitter
Rør smør og sukker blødt og tilsæt en æggeblomme ad gangen.

I
Bland mel og bagepuver og rør det i dejen skiftevis med mælken.
Smør dejen ud på bagepapir i et tyndt lag. Af denne portion er der nok til 2 store cirkler,
som passer til et stort lagkagefad.
II
Marengsen laves ved at piske æggehviderne meget stive og tilsæt sukkeret og vanillien.
Dette fordeles over dejen og der drysses med mandelsplitter.

Bages midt i ovnen ved 175 grader (varmluft) i ca. 25 min.

Afkøl kagen og læg den sammen med fyldet.
Cremen bestod af
1/2 liter fløde pisket med
1/4 liter fed cremefraiche samt
2-3 spiseskefulde flormeslis. Pisk cremen meget stiv!
Bland et par håndfulde knust, mørk chokolade i samt
en stor skål friske bær, her var det mest hindbær og en smule solstik (ja!) og ribs.

Værs'go!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar